mandag den 30. september 2013

Wannabe Pirates of the Caribien

Anmeldelse af "The Lone Ranger"(2013).
Det er ganske vist lige på falderebet med denne films tid i biografen, men den er dog stadig i biffen så her kommer der en anmeldelse i den 11. time.




"The Lone Ranger" har min imaginære kæreste Johnny Depp og Arnie Hammer i hovedrollerne og folkene bag filmen er også holdet bag "Pirates of the Caribien"-filmene. Og det har de ikke forsøgt at skjule. Filmen har en noget rodet handling så det er lidt svært at genfortælle, men jeg skal gøre et forsøg;

John Reid er ellers en retskaffen nyudknækket forsvarer som tror på lovens ret, men da hans liv rodes ind i indianeren Tontos mission om at dræbe skurken Butch Cavendish må han tage sine idealer op til overvejelse.

Og så giver jeg allerede op med hensyn til referat af filmen. Filmens historie er nemlig simpelthen noget rod. Blandt andet også fordi der er en underlig rammefortælling om filmen, som handler om en dreng i 1930'erne som er på et "fair", hvor han går ind i et telt for at se vestens fantastiske verden. Herinde møder han en ældgammel indianer som så fortæller historien. Det giver ingen mening.
Handlingen er altså ikke stærk i "The Lone Ranger", men det er billedet til gengæld. Scenerne er flotte og de er dejligt tro mod de klassiske western-film. Der er også en stærk rollebesætning med blandt andre den evigt smukke Ruth Wilson som altid er en fornøjelse at se på.



Til gengæld forstår jeg ikke, hvad Helena Bonham Carter, som spiller en prostitueret kvinde med et elfenbensben som har pistol i hælen, laver i filmen. Hun har en lille, ligegyldig rolle så måske det bare er fordi vi er blevet glade for at se hende og Johnny Depp sammen i diverse Burton-film.



Filmen minder virkelig meget om "Pirates of the Caribien". Der er selvfølgelige det åbenlyse i at Johnny Depp igen spiller en underlig karakter med langt hår og make-up i ansigtet, men også den sjove pirat med øjet som bliver ved at falde ud af øjenhulen fra pirates-fimene er forsøgt gentaget med en kyse-beklædt cowboy-skurk. Desværre er filmen forvirrende i, hvad den vil. Den prøver at være sjov flere steder, men Johnny gør det bare bedre som excentrisk pirat end han gør det som underlig indianer. Filmen er ikke særlig sjov, men langt mere brutal end "Pirates of the Caribien" og dermed når den ikke i mål. Derudover er filmen simpelthen for lang. 

        


Jeg vil egentlig ikke anbefale denne film. Se hellere "Pirates of the Caribien" en gang mere. Men er du vild med westerns og smukke mennesker så kan du sagtens få en udmærket filmoplevelse her. Også det smukke billede og aktionfyldte scener vejer op for den manglende historie(eller i hvert fald ekstremt rodede historie) og den punkterede Jack Sparrow.

Jeg giver "The Lone Ranger" 2 ud af 6 stjerner(undskyld Johnny-baby) **(=stjerner)

Xoxo The filmexpert-wannabe


onsdag den 25. september 2013

Den umulige toer

Anmeldelse af "Kick Ass 2", instrueret af Jeff Wadlow og med Jim Carrey på rollelisten sammen med forgængerens hovedroller Aaron Taylor-Johnson og Chloë Grace Moretz.
Som det nok forståes er denne film efterfølgeren af "Kick Ass".



Hit-Girl er stadig en selvproklarmeret superhelt som nu træner Kick-ass. De to ønsker at gøre verden til et bedre sted. Men Hit-girls identitet er blevet afsløret og derfor må hun indstille sit superhelteliv og begynde et almindeligt liv i highschool. Kick-ass derimod finder nye venner og patruljerer gaderne i selskab med sin nye gruppe Justice forever. Den førhenværende Red Mist har skiftet navn til Motherfucker og vil nu være superskurk i selskab med sine rekrutter. 

Åh hvordan kan det gå så galt? "Kick Ass"(1'eren) er mega sjov og meget overraskende. Jeg havde slet ikke forventet at den ville være så sjov, politisk ukorrekt og gennemført. Jeg var vild med den og det havde jeg slet ikke forventet at jeg ville være. "Kick Ass 2" derimod... Åh den falder helt igennem! Der er gået "Bring it on"- i den. Det er blevet til en teenage-komedie. Helt håbløst er det tilmed med Jim Carrey på rollelisten. Hvad laver han dog i denne film. Jeg tror det er meningen at han skulle være sjov. Det er i hvert fald ikke en seriøs rolle han spiller. Men manden er på ingen måde sjov. Ej men den her film er håbløs! Og det er jo bare så ærgerligt når 1'eren var så god! ØV!! 


Se 1'eren! Du vil blive positivt overrasket. Den er anderledes, provokerende og original. Se IKKE 2'eren! Det er spild af penge og tid.
(By the way... Der er et ekstra klip efter rulleteksterne... Men det er heller ikke noget værd!)

Jeg giver "Kick Ass 2" 1 ud af 6 stjerner og den ene stjerne gives til Hit-girl aka. Chloë Grace Moretz som gør det bedste hun kan. *(=stjerne)

Xoxo The filmexpert-wannabe

Gennemført gyser

Det er altid svært, at fælde dom over gysere. Det er først og fremmest meget individuelt, hvad der skræmmer livet af os og alle har altid en mening om en gyser. Derudover findes der utrolig mange dårlige gysere. Det er et sjældent syn at se en som faktisk fungerer.
Med dette sagt vil jeg forsøge at anmelde gyseren "The Conjuring" eller på dansk "Nattens dæmoner"(2013). Filmen er instrueret af James Wan(manden bag den første Saw-film).


En familie flytter ind i en isoleret landejendom som de har købt på auktion. Det viser sig hurtigt, at de ikke er alene i huset, men at der er noget overnaturligt på spil. De uhyggelige overnaturlige hændelser eskalerer og moderen søger hjælp hos et par som forsker indenfor det paranormale. Parret er Ed og Lorraine og de opdager snart at huset er hjemsøgt. De forsøger nu at hjælpe den rædselsslagne familie så de kan blive frie for det sataniske væsen som hjemsøger dem.

Filmen er inspireret af virkelige hændelser, idet Ed og Lorraine var virkelige forskere af det paranormale i 70'erne.


Det hjælper altid at der er gode skuespillere og et nogenlunde budget når der skal laves gyserfilm og begge dele har "The Conjuring". Den indeholder masser af klassisk gys og derfor er den ikke decideret overraskende i sine scener. De fleste scener er bygget op som vi kender dem bedst fra gyserfilm. Lyd, kameravinkler og "snydescener", hvor vi tror vi skal til at have et chok men chokket udebliver, er som det oftest ses i gyserfilm. Jeg synes dog ikke at det er en dårlig ting. Tværtimod er den tro mod genren. Filmen har næsten alt indenfor gys; der er uhyggelige dukker, sataniske uhyrer, eksorcisme, spøgelsesbørn, gammelt børnelegetøj, piger i hvide natkjoler(hvad sker der for at det bare altid er uhyggeligt?) og jeg kunne blive ved. Måske vil den mere end den behøver, men jeg synes stadig den var sindsygt uhyggelig, og jeg må indrømme at noget af filmen er "set" gennem en pude.

Den gør hvad den lover, hvilket er at skræmme livet af dig(eller det gjorde den i hvert fald af mig) og den gør det uden at falde til jorden til sidst og ved flotte klassiske scener, gennemført skuespil og fede effekter. Jeg synes den holder.

Dog må jeg indskyde at hvor er det dog irriterende at billedet af familien, som bliver omdrejningspunktet for en del af historien, ikke er tidssvarende!


Der er i hvert fald ikke nogen som skal komme og fortælle mig at det her billede kunne være taget i 70'erne!

Jeg har været lidt i tvivl om, hvor mange stjerner "The Conjuring" skulle have, men jeg er endt på 4 ud af 6 stjerner **** (stadig stjerner)

Xoxo the filmexpert-wannabe

lørdag den 21. september 2013

Ligegyldig komedie






Anmeldelse af "we're the Millers"(2013) eller den hjernedøde danske titel: "Familien Miller... Langt over grænsen". Filmen er instrueret af Rawson Marchall Thurber (jeg har ladet mig fortælle at det er manden bag "Dodgeball", hvilket jeg ikke kan forstå hvorfor skal fremhæves eftersom "Dodgeball" er en utrolig dårlig film). I hovedrollerne har vi Jennifer Aniston, Jason Sudeikis, Emma Roberts og Will Poulter


"We're the Millers" er en komedie, som handler om en pusher som får stjålet alle sine penge og alt sin hash og som derfor står i stor gæld til sin dealer. Han får tilbuddet om at smugle 'en lille smule' hash over den amerikanske-mexikanske grænse for på den måde at blive sin dealer kvit. Pusheren, David, mener dog ikke at han kan smugle hash over grænsen uden at blive opdaget og finder derfor på at han har den bedste chance, hvis han er i selskab med sin "kone" og sine to "børn". Han får derfor overtalt sin stripper nabo, en nørd fra opgangen og en hjemløs til at tage med ham i en camper til mexico for at smugle hash.

Det er måske ikke svært at forestille sig ud fra referatet af filmen at denne film er virkelig langt ude. Den er også plat og til tider klichéramt. Men den har heller aldrig lovet noget andet. Plottet er FOR langt ude hvis man spørger mig, men jeg synes der er mange sjove replikker og de leveres med en fantastisk timing. Jeg synes Jason Sudeikis er virkelig sjov, Jennifer Aniston er for det meste sjov på trods af at hun er mindre overbevisende som stripper(men man får hende at se i undertøj og det er en imponerende krop den dame render rundt med). Emma Roberts er tålelig som ellers irriterende rebelsk teenager, men Will Poulter med sine ustyrligt underlige øjenbryn er virkelig ligegyldig for filmen. Han er kun tilnærmelsesvis sjov da han bliver bidt i nosserne af en edderkop, og så er standarden for filmen ligesom sat!



Jeg synes filmen var sjov, trods det gennemsigtige plot og klichéerne. Hvis man ønsker sig en fuldstændig ligegyldig komedie til at slå hjernen af til så er "we're the Millers" et fint bud.

To ting har jeg at indskyde. Det ene er at det er virkelig irriterende at familien tilsyneladende kører rundt i en magisk camper for på trods af at de bliver hårdt beskudt og at de kører i grøften så er der intet at se på den flotte camper - den kan åbenbart fixe sig selv!
Den anden ting er at de viser fraklip efter filmen i forbindelse med rulleteksterne. Jeg ELSKER sjove fraklip men det duer jo ikke at de fraklip de viser overhovedet ikke er sjove!

"We're the Millers" får 3 ud af 6 stjerner fra mig ***(=stjerner)

Xoxo The filmexpert-wannabe

fredag den 6. september 2013

Destruktiv og ærgerlig slutning

Forventningerne var forholdsvis høje da jeg tog ind for at se "Now You See Me"(2013) som er instrueret af Louis Leterrier og har en flot rollebesætning af blandt andre Morgan Freeman og Michael Caine. Desværre blev forventningerne ikke indfriet.


Filmen handler om fire forskellige tryllekunstnere som alle på mystisk vis modtager en invitation om et hemmeligt møde. Et år senere optræder de fire tryllekunstnere som nu kalder sig for apokalypsens fire ryttere sammen i et show hvor de tilsyneladende røver en bank i Paris imens de er på en scene i USA. Derfor bliver det svært for politiet at anholde tryllekunstnerne for røveriet. For hvis de anholdes for røveriet vil det jo sige at politiet anerkender at magi eksisterer. 

Starten af filmen fungerer rigtig fint. Den er spændende og fuld af sjove trylletricks. Skuespillerne virker veloplagte og historien fungerer således at publikum gennem hele filmen forsøger at regne plottet ud. Men mere pænt har jeg desværre heller ikke at sige om filmen. Slutningen falder totalt til jorden. Den er usammenhængende og decideret rodet. Intet bliver fuldt til døren og det virker mest af alt som om der ikke var mere tid at løbe på og derfor skulle filmen afsluttes i en fart. Det er en skam for starten fungerer rigtig fint. Måske er "Now You See Me" et eksempel på en god idé som blev for svær at afslutte. Endnu et kritikpunkt fra min side er, at det er ustyrlig irriterende at flere af trylletricksene er blevet animeret. Jeg er ikke fan af at man animerer i film, hvis det ikke er nødvendigt og det er det ikke i "Now You See Me". Der findes masser af fantastiske tryllenumre i verden i forvejen så vi behøver ikke animerede piratfisk eller flyvende klæder til at gøre dem flottere. 


Det er simpelthen så ærgerligt at slutningen ikke lever op til starten af filmen, men i stedet ender med at ødelægge hele indtrykket af filmen. 

Jeg giver "Now You See Me" 3 ud af 6 stjerner *** (det er stadig stjerner)

Xoxo The filmexpert-wannabe

mandag den 2. september 2013

En anderledes romantisk triologi

Anmeldelse af Before Sunrise, Before Sunset og Before Midnight




Jeg har ikke været hurtig i optrækket for jeg har først for nyligt opdaget de tre film som jeg nu vil anmelde. Den første er Before Sunrise(1995), den anden er Before Sunset(2004) og den sidste er Before Midnight(2013). Filmene er alle instrueret af Richard Linklater og har Ethan Hawke og Julie Delpy i hovedrollerne. Hvis man har fuldt anmeldelserne af filmene kan man se at de har fået kæmpe anerkendelse. Derfor undrede det mig at de fuldstændigt var gået forbi min næse indtil nu, hvor den sidste film er at finde i biograferne. Men nu efter jeg har set filmene forstår jeg det hele meget bedre. Jeg får ofte anbefalet film af venner og familie, men ingen af dem som ville anbefale mig film har set denne triologi og ærlig talt ved jeg heller ikke, hvem jeg skulle anbefale filmene til? Dermed ikke sagt at jeg ikke er begejstret for det er jeg, men dette er ikke helt almindelige romantiske dramaer som kunne passe ind en fredag aften foran fjerneren med veninderne(i hvert fald ikke de veninder jeg har).


Before Sunrise handler om to unge mennesker som møder hinanden i et tog. De føler en særlig tiltrækning overfor hinanden og derfor beslutter de sig for at stå af i Wien, hvor de tilbringer dagen og natten sammen indtil solen står op. Jeg skal prøve ikke at afsløre for meget hvis nogen skulle beslutte sig for at se filmene, men jeg kan sige så meget som at filmen slutter utrolig åbent. For ikke at ødelægge andres oplevelser af disse film vil jeg ikke fortælle, hvad de to andre specifikt handler om.
Filmene handler alle om kærlighed, men ikke på den klichéramte eller lyserøde måde. Disse film er på ingen måde hollywood-iserede(hvis jeg må være så fræk selv at opfinde ord) og det er netop det som er med til at gøre dem smukke. De indeholde flere scener som kunne være blevet for meget, hvis der havde været sød underlægningsmusik eller lange blikke mellem karakterende eller lignende. Men filmene indeholder næsten ingen underlægningsmusik og hver gang en scene nærmer sig det klichéramte pilles situationen straks ned. Det er inspirerende for en gang skyld at se film som tør være anderledes og de lykkes i særdeleshed i både at være smukke, nærværende og unikke. 
Desværre ved jeg som sagt ikke hvem jeg skal anbefale filmene til. Jeg synes virkelig de er værd at se, men hvem vil nu om dage se en film uden underlægningsmusik og som mest af alt er én lang samtale mellem to mennesker. Deres dialoger er filosofiske og inspirerende, men de er også lange og tunge og derfor kan det måske være kedsommeligt for nogle. Alligevel vil jeg håbe at de som ønsker sig en anderledes og forfriskende filmoplevelse vil forsøge sig med disse film.



Before Sunrise, Before Sunset og Before Midnight får alle 5 ud af 6 stjerner af mig *****(det er stjerner)

Xoxo The filmexpert-wannabe